
Cathrine Kahrs
I 2002 valgte jeg at starte virksomhed i eget navn efter at have modtaget Statens Kunstfonds 2-årige iværksætter legat. I bagagen har jeg Tekstil uddannelsen, fra Kolding Designskole som jeg afsluttede i 2000 med en Master of Art, fra Nottingham Trent University, i England hvor jeg koncentrerede mig 100% om strik til beklædning.
Jeg kommer fra en familie af selvstændige, og er opflasket med at bruge mine hænder, da mine forældre er keramikere.
Lige siden jeg lærte at strikke som 5-årig, har jeg næret en dyb fascination for den rene maske, specielt hvordan man kan forvandle formen bare ved at forøge eller formindske antallet af masker. Da jeg senere, under min uddannelse på Kolding Designskole, kom i praktik på et strikkeri med strikkemaskiner var banen lagt.
Når jeg ser på mit virke retrospektivt, er det tydeligt at de emner der fascinerede mig som yngre stadigvæk har stor indflydelse på det arbejde jeg skaber i dag.
”Ærlighed – til materiale og form” var titlen på mit afgangsprojekt og jeg kan stadigvæk se, at det er omdrejningspunktet for hvordan jeg arbejder i dag.
Grundlæggende stiller jeg altid spørgsmål til materialet og formen, ”er det her noget du vil”, jeg ønsker ikke at påtvinge et materiale et bestemt udtryk. Nogen siger at jeg ligefrem finder ind til selve strikkens sjæl.
Integrated Knitting
I Nottingham arbejdede jeg med, det der på engelsk hedder, ”integrated knitting”, strik uden sammensyninger dvs. at alt er rundstrikket på maskinen, ærmerne strikkes først og sættes derefter over på maskinen ved siden af kroppen, hvorefter skuldre og hals strikkes.
Jeg synes stadigvæk at et stykke tøj, uden syninger er noget af det smukkeste, men da jeg skulle lave mit første design 02-006B, arbejde jeg med et 1-trådet hørgarn, der drejede en del og sidesømmen med. Redningen blev at lave et hulmønster der fulgte kanten så det blev en dekoration.
Igen tilbage til begrebet ærlighed har jeg noget med, at der ikke skal tilføres et andet materiale til strik. Dog har jeg efterhånden lært at acceptere knapper.
Udtryk
Håndværket og strikkemaskinens tekniske muligheder har altid fascineret mig, men jeg vil ikke beskrive mig selv som en teknik-rytter, jeg ønsker ikke at gøre noget bare fordi jeg kan, der skal være en mening. De små detaljer får kun lov til at blive, hvis jeg kan mærke at designet mister sit udtryk når det bliver fjernet, får det lov til at blive. Mine designs bliver derfor meget stringente og – ja ærlige i deres udtryk.
Mit mål er et raffineret design, der ud over at være et smykke i sig selv, kan tages frem år efter år og komplementerer resten af garderoben.
Jeg ønsker et enkelt, formstrikket design, som understøtter den feminine side, så den fremstår som en styrke frem for en svaghed.
Kvinder skal befinde sig godt i mit tøj, og det skal kunne bruges til både hverdag og fest.
Modeluner bliver hurtigt sat i skammekrogen og mit fokus er på kvalitet, form og velvære. Heldigvis er verden i stadig forandring og nye behov opstår. Hvad der var den ideelle form den ene dag kan være noget andet den næste, også selv om vi ikke følger moden.
Inspiration
Jeg er tydeligt præget af min nordiske rødder og de særlige nordiske begreber som, minimalisme, enkelthed og nærkontakt med naturen, en nøjsomhed og dyb respekt for materialet. Mine farver indeholder altid en smule gråt, som den tåge der ligger over landskabet en tidlig morgen.
De sætninger der har fulgt mig er ”Ingen overflødig dekoration”, ”Fremhæv kroppen” og ”Find materialets sande natur”.
Materialer
Jeg elsker garn og en stor del af designprocessen foregår, mens jeg strikker garnet op første gang.
Mit fortrukne materiale er det spindelvævstynde hør, og hovedparten af mine designs bliver strikket i dette, dog supplerer jeg med andre naturmaterialer som uld og silke.
Jeg finder at hørrens manglende elasticitet – ja næsten stædighed, gør at du bliver nødt til at arbejde på dens præmisser, men samtidig har den en sprødhed og elegance i sin glatte og rå overflade.
Det er en spændende udfordring i forhold til mit formsprog.
Ulden er noget helt andet. Den er mere fleksibel og jeg kan derfor skabe et mere kropsnært udtryk. Her får jeg mulighed for at udforske nogle andre sider af strikken og jeg kan kæle mere for detaljerne. Her er udfordringen at begrænse mig og være tro mod min profil.
Hør mikset med uld eller fx kobber giver ofte et spændende resultat. Garnet stritter stadigvæk lidt imod, når det strikkes, og det inspirerer mig.
Nyt værksted.
Samtidig med at jeg ventede mit første barn, opdagede jeg at mine behov for egen butik havde ændret sig og jeg prioriterede blot at have værksted.
Efter at have været en del af Designer Zoo, på Vesterbro i næsten 10 år, flyttede jeg i januar 2012 i nye lokaler hos værkstederne Strand 3 på Strandboulevarden 3 på Østerbro.
Her er der både plads til privat undervisning og et lille showroom, som jeg kun åbner efter forudgående aftale. Jeg strikker stadigvæk størstedelen af mine designs selv, og jeg oplever at tiden er moden til unikke og individuelle produkter.
Jeg har igennem tiden oparbejdet et samarbejde med forskellige kunsthåndværker butikker rundt om i landet, hvor jeg sælger mine designs. Derudover deltager jeg 3-4 gange årligt på danske kunsthåndværker markeder, blandt andet Vor Frue Plads marked her i København, udover de 2 gange årligt vi holder åbent hus på vores eget værksted.